Hvad er en ejerskifteforsikring

Hvad er en ejerskifteforsikring? Det bør du vide som boligkøber

Posted on Posted inBolig

Du står i det sidste stadie i processen om at købe ny bolig og er blevet gjort opmærksom på, at du bør investere penge i en ejerskifteforsikring. Du har ikke købt hverken bolig eller ejerskifteforsikring før og tænker derfor helt naturligt: “Hvad er en ejerskifteforsikring? Og hvorfor er det egentlig, at jeg skal have sådan en?”

Værdien i at bruge penge på forsikringer kan være svær at se – især hvis man ikke er helt med på, hvad den konkrete forsikring handler om, og hvad den reelt dækker. Men det er altså rigtig vigtigt, at du som boligkøber anskaffer dig en ejerskifteforsikring. Og derfor bør du læse videre og få svar på spørgsmålet ‘hvad er en ejerskifteforsikring?’

Hvad er en ejerskifteforsikring?

Kort fortalt er en ejerskifteforsikring en forsikring, som du køber hos et forsikringsselskab – for eksempel Dansk Boligforsikring. Formålet med en ejerskifteforsikring er, at du som boligkøber i en årrække er sikret mod skjulte skader på din nye bolig, der ikke er nævnt af sælgeren i tilstandsrapporten eller el-installationsrapporten, og som du først opdager efter overtagelsesdagen.

Skaderne skal væsentligt forringe husets værdi eller funktion, før at de kan blive dækket af ejerskifteforsikringen.

Nye skader såsom frost-, storm- eller vandskader dækker ejerskifteforsikringen ikke, da disse jo ikke var tilstede på ejendommen på dagen for overtagelsen. Skader, der typisk er dækket af en ejerskifteforsikring er for eksempel utætheder i taget, huller i skotrender, sætningsskader i vægge, gulve og tagkonstruktion eller ulovlige el- og vvs-installationer.

Hvorfor skal du have en ejerskifteforsikring?

Statistisk har der i forbindelse med hver femte danske hushandel været behov for at bruge en ejerskifteforsikring.

Hvis der i forbindelse med en bolighandel ikke er købt en ejerskifteforsikring, og køber senere opdager skader på ejendommen, så er sælger i udgangspunktet forpligtet til at betale for udbedringen af skaderne.

I realiteten er det dog ofte meget svært at få sælger til at betale. Mange sager fører til dyre juridiske slagsmål, og ofte må køber i sidste ende alligevel selv hæfte for udgifterne. Det kan beløbe sig i for eksempel 40.000 kroner for udbedring af ulovlige el- og vvs-installationer og over 100.000 kroner i forbindelse med skjulte konstruktionsfejl.

En retssag er surt for både køber og sælger og kan undgås ved, at køber og sælger i fællesskab tegner en ejerskifteforsikring. Så overgår dækningen af eventuelle skader nemlig til forsikringsselskabet. Sælger er fritaget for sit ansvar, og som køber ved du, at du er godt sikret.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *